Tag Archive for Arne Astrup

Du bliver hvad du spiser?

Mørk chokolade - superfood

Tja – man bliver ikke sød af at spise sukker, og man bliver ikke fed af at spise fedt. Derimod bliver man fed (og ked), hvis man overvejende spiser kulhydrater.

Det er meget groft sagt konklusionen, hvis man kigger på ernæringsvidenskabens landvindinger i de seneste 10 år.

Hvis folk “får lov” til at spise sig mætte i fedt og proteiner, er de mindre tilbøjelige til at kaste sig over de hurtige kulhydrater: Brød, kartofler, pasta, ris og sukkerholdige varer.

Fedtskatten er således en tragedie – også rent sundhedsmæssigt. Selveste Arne Astrup går i øjeblikket forrest i kritikken af fedtskatten. Han leder en forskergruppe, der netop har offentliggjort en artikel i onlineversionen af American Journal of Clinical Nutrition.

Her står bl.a., at vi ikke ved, om mættet fedt i sig selv udløser hjertekarsygdomme. Forskergruppen påpeger, at det kan være decideret usundt at reducere indtaget af mættet fedt. Ost, mørk chokolade og magert kød har f.eks. sundhedsfremmende egenskaber. Det er nye toner.

Forskerne forklarer, at tidligere konklusioner har været forkerte, fordi kategorien mættet fedt har omfattet transfedtsyrer. Er det ikke den form for løgn, man kalder statistik?

Feder. Feder ikke. Feder….

sukker

Eksperter har frit lejde til at politisere i danske medier. Artikler får ”substans”, når blot man kan henvise til en “ekspert”. De får ingen kritiske spørgsmål, så længe deres udtalelser harmonerer med tidens politiske paradigmer.

Senest har ernæringsekspert Arne Astrup udtalt, at sodavandsindustrien skal sætte advarsler på deres varer. “Det er et rimeligt krav at stille til industrien, hvis de fortsat vil have lov at markedsføre produkter, som er med til at gøre befolkningen usund”, siger Arne Astrup til Politiken 21. august 2011.

Det er da fint, at Arne Astrup nu også er kommet frem til, at sukker sandsynligvis feder. Det var ellers ikke konklusionen, da han lod sig bruge i Danisco Sugars markedsføring. Men nu hvor han er krøbet til korset, forstummer kritikken.

Han overskrider ellers sine forsker-beføjelser, når han anbefaler politiske tiltag som advarsler, forbud, afgifter… Det er politikernes job – og det klarer de jo udmærket selv, for at sige det mildt.

Det burde ikke kræve den store ekspertise at indse, at bliver man fed og ked af dét, må man justere på det, man spiser og drikker. Og der er kun én, der kan foretage denne justering: Manden i spejlet.

Troværdighedsproblemer