Tag Archive for frugttræer i haven

Frugt og bær i stenalderhaven

Et æble om dagen...

En stenalderhave er jo den totale anakronisme, men alligevel det tætteste moderne mennesker kommer på at være jægere og samlere. At kunne gå ud en morgenstund i juli og plukke sig en skålfuld blandede bær til morgenbordet – dét er indbegrebet af livsstilen.

Er man velsignet med egen have, er frugt og bær et must, hvis man dyrker stenalderlivsstilen. Frugttræer og bærbuske er tilmed nemme planter i haven. Et æbletræ, et kirsebærtræ og et blommetræ er gode investeringer, fordi det er frugter, der kan spises som de er (hvad angår kirsebær skal man være opmærksom på, at fuglene plukker træet hurtigere end Grok – brug evt. fuglenet).

Hindbær og brombær er af samme årsag gode bærbuske. Brug jordbær som bunddække omkring buskene. Blåbær er ultralækre og sunde – men de kræver et surbundsbed og kan ikke stå sammen med de andre.

Ribs og solbær kræver i regelen tilsat sukker for at kunne nydes i store mængder. Hvide ribs og stikkelsbær kan derimod spise direkte fra busken – blot man venter til det rigtige tidspunkt, som er lige før de falder af. Men hvis din plads i haven er begrænset, så drop ribs, solbær og stikkelsbær.