Stenaldermad

Politiken promoverer på ukritisk vis bogen Lykkemad af ernæringsterapeut Louise Bruun. Budskabet i bogen er, at man kan spise sig til at bedre humør ved at skabe balance i niveauet af signalstoffet serotonin (det er netop dét, som antidepressiv medicin gør). På listen over lykkemad finder vi gode sager som f.eks. kylling, valnødder, broccoli, sardiner og laks, stort set de samme elementer som i stenaldermad. Så langt så godt.

Louise Bruun fraråder ifølge Politiken folk at spise laks fra supermarkedet: “Det er opdrætsfisk, der er fodret med korn og fyldt med farvestoffer for at få den såkaldte rigtige orange farve. Den indeholder ikke den mængde Omega3 fedtsyrer, som den burde. Derfor skal man gå efter vildlaks, der har levet og spist naturligt”.

Det er korrekt, at omega 3-indholdet af opdrætsfrisk har været aftagende. Der er mangel på fiskeolie med omega 3 fedtsyrer til foder, og man bruger derfor i stigende grad planteolie som fiskefoder. Det er bl.a. et krav fra miljøorganisationer for at hindre overfiskeri. Dette alvorlige råvareproblem er iøvrigt ved at blive løst ved at gensplejse planter (raps, soja), der kan producere de sunde fedtsyrer.

Der er dog stadig et meget højt niveau af omega3 fedtsyrer i opdrættede laks/ørreder. Omvendt er der stor variation i vilde laks – nogle har højt indhold af omega 3, mens andre har lavt indhold. Det afhænger af, hvad de har spist, hvilket vi i sagens natur ikke kan vide. Vilde laks kan også indeholde PCB og DDT, hvorfor der er fiskeforbud mod Østersølaks af en vis størrelse. Når man køber laks/ørreder fra Norge og Danmark i supermarkedet ved man, hvad man får. Det er fiskemad af en stabil høj kvalitet.

Det er heller ikke rimeligt, når Louise Bruun påstår, at opdrætslaks er fyldt med farvestoffer, som var det forarbejdet pølsepålæg af en dubiøs kvalitet. Astaxanthin er et naturligt forekommende stof, som farver laksekødet rødt. I naturen stammer stoffet fra rejer, som vilde laks nogle gange spiser. Forbrugere verden over vil gerne have den flotte “naturlige” røde farve (japanerne vil have den ultra-rød), og derfor bliver der tilsat astaxanthin til foderet. Den dag forbrugerne efterspørger lyserøde laks vil de, der laver laks, tilsætte mindre astaxanthin.

Det værste ved Louise Bruuns laksepolitik er, at hun anbefaler os at købe noget, som vi ikke kan få. Det er simpelthen ikke muligt for almindelige forbrugere – jævnligt – at få fat i vilde laks. Med sine skråskikre udmeldinger giver hun den almindeligt velorienterede forbruger dårlig samvittighed over at købe et sundt produkt, som smager godt. Tyg lige på den.