En tunbøf med smørstegte forårsløg og aubergine…
Fisk med pesto
Til frokost; tre små smørstegte rødspættefileter med persillepesto på en bund af spinatblade.
Pestoen er lavet af bredbladet persille, mandler, olivenolive, hvidløg og parmesanost. Hvis man ikke vil bruge ost er der her en opskrift med kokosmælk og fiskesauce.
Kokosboller
Jeg har testet ernæringsterapeut Louise Bruuns opskrift på kokosboller.
100 g hørfrø
100 g kokosmel
100 g solsikkekerner
150 g mandler
6 æg
6 spsk ekstra jomfru kokosolie
1-2 spsk kanel
1 knsp havsalt
Jeg blendede kerner og mandler til mel og rørte det hele sammen. Louise Bruun anbefaler at lave flade boller, hvilket sikkert er en god idé. Jeg var løbet tør for bagepapir og brugte derfor muffinforme. I formene fik kokosbollerne en krater-agtig overflade.
De blev bagt ved 150 grader i 30 minutter.
Børnene kunne ikke lide dem, formentligt fordi de forventede noget sødt pga. muffinformene. Konsistensen er på ingen måde som boller, men et eller andet skal de jo hedde. Det er nogle kalorietunge små brød – med smør og/eller honning/banan er de en lækker stenaldersnack.
Nøddebrød
Jeg har forsøgt at bage Thomas Rodes stenalderbrød (brød uden korn), og det gik hæderligt. Jeg var løbet tør for mandler og valnødder, og brugte cashewnødder og hasselnødder i stedet for.
Thomas Rodes opskrift:
100 g græskarkerner
100 g solsikkekerner
100 g mandler (jeg brugte cashewnødder)
100 g valnødder (jeg brugte hasselnødder)
100 g hørfrø
100 g sesamfrø
5 æg
1 dl olie (jeg brugte olivenolie)
2 tsk. salt (jeg brugte 1 tsk)
Nødder og kerner blendes til mel og blandes med de øvrige ingredienser. Det anbefales at putte dejen i en brødform, som Thomas Rode foreslår. Jeg valgte for sjov skyld at putte dejen i små hjerteforme; det var ikke så effektivt og svært at få overfladen glat. Nøddebrød hæver ikke, så de har samme facon, når de kommer ud.
Bages 1 time ved 160 grader i en forvarmet ovn, ca. 30 min. hvis man bruger muffinforme.
De små nøddebrød blev ganske velsmagende med en god rugbrødslignende konsistens. Savner man rugbrødet til morgenmad og frokost, er nøddebrød en god erstatning. Vi har spist dem til weekendbrunch med tandsmør og ost/marmelade.
Nøddebrød kan fryses ned lidt ad gangen, så man altid har lidt til morgenmad/frokost/snack.
Noget om nougat
Påsken er en tid for æg – også af den usunde slags, lagt af påskeharen, som er leveringsdygtig i chokolade, marcipan og nougat.
Kakaobønner, mandler og hasselnødder er gode ting, som i nogen grad kan kompensere for det skadelige sukkerindhold. Når man (når det nu er påske) køber chokolade, marcipan og nougat, gælder det om at vælge produkter med det højest mulige indhold af hhv. kakaobønner, mandler og hasselnødder. Det handler først og fremmest om at undgå dårlig fedt og hvedestivelse, som findes i de billige udgaver.
Almindelig købenougat (og Nutella) er fyldt med hærdet fedt, der skal opveje det lave indhold af hasselnødder. Den dyre nougat fra specialbutikker består ca. af 1/3 hasselnødder, 1/3 kakaobønner og 1/3 sukker (det svarer nogenlunde til rå marcipan, der består af min. 60% mandler). Den smager ikke hvinende sødt, og en platte med lidt nougat, nødder og frugt er en relativ sund og lækker stenaldersnack ved påsketid.
God påske!





Kunsthistorikere mener, at Venus fra Willendorf forestiller en gravid kvinde og måske derfor har været et frugtbarhedssymbol; altså et skønhedsideal, i en tid hvor de fleste kvinder formentligt var slanke og muskuløse.